Gå til hovedindhold

Hobro var slet ikke planen for Jacob og Mia

Da Jacob og Mia begyndte at lede efter et nyt hjem, stod Hobro slet ikke på ønskelisten

Indhold

    Der er også plads til en velfortjent kaffepause mellem flyttekasserne.

    De ville tættere på familien, bruge mindre tid på landevejen og finde mere plads til familielivet. Så førte et nyt job dem til byen ved fjorden. Her fandt de meget af det, de havde været glade for i Helsingør og mere til. Nu er flyttekasserne landet i parcelhuset i Hørby ved Hobro.

    Jacob og Mia sidder ved spisebordet i deres nye hjem. Rundt omkring står flyttekasser, der endnu ikke er tømt, og på gulvet ligger legetøj, som tilhører familiens yngste medlem, femårige Ingeborg.

    Familien overtog huset i Hørby i juli og er stadig ved at lande i den nye tilværelse. Her er der flere kvadratmeter at boltre sig på og en legeplads lige uden for hoveddøren.

    Men da jagten på et nyt hjem begyndte halvandet år tidligere, var det langt fra givet, at familiens habengut skulle ende i Hobro.

    Familien trak mod nord

    Huset i Helsingør var blevet for småt, og både Mia og Jacob brugte meget tid på at pendle til arbejde. Samtidig nærmede Ingeborg sig skolealderen. Hvis familien skulle flytte, var tiden derfor ved at være inde. Og så trak familien i Nordjylland.

    Mia flyttede til Svenstrup som 13-årig og har siden boet blandt andet i Aarhus, København og Helsingør. Hendes forældre bor stadig i Svenstrup, og hendes søster er for nylig flyttet til Aalborg. Jacob er opvokset nær Slagelse, så for ham var en flytning til Nordjylland et noget større geografisk spring.

    - Da vi fik vores datter, fandt vi ud af, at det kunne være rart at have bedsteforældrene i nærheden. Mine forældre bor i Svenstrup, og min søster er for nylig flyttet til Aalborg, så vi ville gerne finde noget tæt på, fortæller Mia.

    Der var også andre krav til familiens kommende hjemby. Blandt andet skulle der være en togstation. Mia har nemlig ikke kørekort, så gode muligheder for offentlig transport var afgørende.

    I halvandet år kiggede familien på huse i det nordjyske. Bare ikke i Hobro.

    Et job fik dem til at kigge mod Hobro

    For Jacob og Mia var Hobro stort set ukendt land.

    - Jeg kendte slet ikke kommunen eller Hobro, og vi havde ikke overvejet det, før mine forældre foreslog det, og Jacob fik job i kommunen, fortæller Mia.

    Jacob er uddannet bibliotekar og havde løbende holdt øje med ledige stillinger i Nordjylland. Da han fik job på Mariagerfjord Bibliotekerne, fik familien pludselig en anledning til at se nærmere på den by, de hidtil havde overset.

    Jacob begyndte på sit nye arbejde i marts og flyttede i første omgang alene til Jylland, hvor han boede hos svigerforældrene i Svenstrup. En måned senere fulgte Mia og Ingeborg efter.

    Samtidig gav jobbet Jacob et helt andet kendskab til Hobro.

    - Mariagerfjord er lidt en overset perle, og det er synd. Den ligger godt placeret, og man kan nemt komme til både Aalborg og Aarhus. Samtidig har man naturen tæt på og alt det, man skal bruge. Og så er det bare billigere, fortæller han.

    Og da familien først begyndte at kigge ordentligt på Hobro, kunne de sætte hak ved overraskende meget på ønskelisten. Ikke mindst fjorden gjorde indtryk.

    - I Hobro kan vi sætte hak ved meget af det, vi var glade for ved at bo i Helsingør. Vi er vilde med naturen og fjorden. Det er virkelig unikt her, fortæller Mia.

    I foråret købte familien derfor parcelhuset i Hørby med udsigt over Hobro. I juli kunne de endelig flytte ind.

    Mia og Jacob overtog huset i Hørby i juli

    Mere plads og et lavere tempo

    Flytningen har givet familien flere kvadratmeter og kortere afstand til bedsteforældrene, men Mia og Jacob oplever også, at hverdagen har fået en anden rytme.

    Efter mange år i København og omegn mærker de en forskel.

    - Folk er lidt mere nede på jorden her, og tempoet er lavere. Det var også noget af det, vi søgte, fortæller Mia.

    Hvis hun skulle forsøge at lokke vennerne på Sjælland samme vej, ville hun især pege på mulighederne for familielivet.

    - Der er rigtig mange gode tilbud til børnefamilier. Man kan bo her hele livet, og når børnene bliver større, er der også uddannelsesmuligheder. Samtidig er der gode forbindelser til de større byer, så man kan søge job i et stort område.

    Flyttekasserne i Hørby er endnu ikke helt pakket ud, og familien er stadig ved at finde sig til rette. Det var ikke Hobro, Jacob og Mia først satte fingeren på, da de begyndte at kigge mod Jylland. Men nogle gange skal man åbenbart lidt tættere på et sted, før man får øje på det.

    Sidst opdateret: 20. august 2026